Historie

(Hans) Ove Christensens barnebarn fortæller:

Klintegaarden er opført af (Hans) Ove Christensen, som var bygningsingeniør. Han har opført mange, måske 50-100, bygninger i Danmark.
Selv om han ikke havde en egentlig arkitektuddannelse, tegnede han også bygningerne og stod endda nogen gange også selv som bygherre.
Han var fascineret af de muligheder, som jernbetonen gav, og han var optaget af gode, funktionelle bygninger, som også skulle se ordentlige ud.
Endvidere var han optaget af de kollektivhus-tanker, som vandt frem i Europa i 30-erne.
 
Følgende er en beretning fra Ove Christensens barnebarn, psykolog Alice Lyngaa fra Birkerød, således som hun husker sin morfar - her i marts 2011.
Ove Christensen døde i 1971 – 85 år gammel - og var frisk til det sidste. Hans søn, Børge, overtog firmaet. Det eksisterer stadig i dag, i Fredericia, men er nu udelukkende et entreprenørfirma, ledet af Alice Lyngaa's fætter.
Man kan læse meget mere om Ove Christensen i det arkitekturhistoriske tidsskrift ”Architectura”  nr. 27 fra 2005. Her er Alice Lyngaa Jørgensens mor, Åse Lyngaa, nævnt.
 
Alice Lyngaa var i 20’erne, da hendes morfar døde. Hun havde haft et tæt forhold til ham, og husker hvordan han konstant gik og snakkede om ideer, projekter, tal og beregninger.
Men han var også meget optaget af, at det skulle være godt for mennesker at bo i hans byggerier – f.eks. var det en menneskeret at have altan, hvorfor han ikke har opført noget uden altaner. Ove Christensen var så optaget af at følge sine byggerier, at han nogle gange flyttede ind i en campingvogn ved byggepladsen, for at kunne følge det tæt.

Efterfølgende fik han af og til klausuler på bygningen, således at der skulle anvendes samme gardiner i alle vinduer, så det kunne se ordentligt ud udefra.
Ove Christensen kone, Astrid, var en lidt stille person, men havde også sine meninger. Hun sagde f.eks., at han lavede alt for små køkkener, men at det nok var fordi, han aldrig havde sin gang i et køkken. Han var meget forelsket i hende og gav hende en rose hver lørdag. Barnebarnet opfattede hende som sin morfars muse.

Ved et af byggerierne havde en ansat stjålet så mange materialer m.v. at det til sidst blev opdaget, og Ove Christensen kørte ud for at tale med manden, som havde opført et hus af bl.a. disse materialer. Ove Christensen skulle herefter have udtalt, at det værste ikke var, at medarbejderen havde stjålet materialerne, men at han havde opført et så grimt hus af dem.
På sine ældre dage fortrød Ove Christensen af og til, at han havde været med til at indføre beton som byggemateriale i Danmark. Det blev, efter hans opfattelse, misbrugt til at bygge store højhuse uden gode muligheder for de mennesker, der skulle bo i dem.
 
Ove Christensen boede i en del år i Nørager ved Fredericia. Det var et stort hus med tjenestefolk og det hele, hvilket må have været specielt, idet han selv kom fra fattige kår. Barnebarnet syntes aldrig, han blev snobbet af det.

Sidst i livet ombyggede han en stor villa, ved navn Stella Maris, til 4 ejerlejligheder. Han beboede selv den ene på sine gamle dage. Villaen lå ved Helsingør, tæt ved Marienlyst Hotel.
I Helsingør byggede han i øvrigt ”Grønnehave”, som også er et kollektivhus. Det fungerer stadig, med bl.a. en dejlig vinterhave, hvor beboerne og gæster kan opholde sig og læse avis mellem palmer og grønne planter. Et levende sted, som Ove Christensen lagde vægt på, der skulle være i hans byggerier.

I 2010 lavede Ove Nyrnberg et interview med Henny, som på det tidspunkt var den sidste beboer, der havde boet i Klintegaarden siden opførelsen i 1936. Det er hendes beretning, som er refereret i dette afsnit.
I interviewet deltog også Klintegaardens tidligere, Peter Bækgaard. Han var bydreng her, da han var barn. Hans far havde købmandsforretningen i Skovvejen 6.
Henny Grøndahl Sørensen er født (Schmidt) i 1920 i Horsens. Da hun var 5 år gammel flyttede familien til Århus, hvor den fik en skotøjsfabrik, Hjortensgade 1.
Familien boede i Lundbyesgade, men det var ikke godt for faderens bronkitis at bo i Mølleengen, sagde lægen.
Derfor flyttede de ind i Klintegaarden, da den første etape stod klar den 1. april 1936. Her var luften friskere – tæt på havet.
Henny var da 16 år gammel og husker tydeligt hvordan der stadig gik malere og snedkere og gjorde lejlighederne færdige i opgang A, hvor familien, på 3 personer, skulle bo.
De flyttede fra en 3½ værelses og ind i en 2½ værelses, så familien måtte skille sig af med nogle af møblerne.
I løbet af 1937 blev resten af Klintegaarden opført, og det hele stod færdigt i 1938.
Klintegaarden blev opført rundt om to oprindelige villaer, som nu kaldes opgang M og N.
Ingeniør Ove Christensen var bygherren og havde nogle moderne ideer, som skulle realiseres i dette byggeri. Han opførte også et tilsvarende byggeri på Åboulevarden, ”Ågården”. Ove Christensen boede på et tidspunkt i opgang E sammen med sin kone, søn og datter.
Men byggerierne medførte store økonomiske problemer for ham, så Klintegaarden blev snart overtaget af S.C. Sørensen i Randers.
Der var udelukkende tale om lejelejligheder, som blev administreret af overretssagfører Oldendorff. Dennes kone fungerede som kontordame og havde rigtig godt styr på det hele. Bl.a. var det hende, der kom og talte alt porcelænet op, undersøgte om der var blevet spildt på stolene o.s.v., når man havde haft lejet selskabslokalet, som var beliggende i hele stueetagen i bygning M. Porcelænet var fint – alt var fra Kjøbenhavns Porcelain. Man skulle betale 1 krone for at leje lokalet, og man fik en regning hvis der var kommet skader på inventaret. Senere var det en revisor, der blev ejendommens administrator, og endnu senere var det hr. Serana (og konen Jenny), som i mange år boede i opgang I, st. th., hvor han fik tillagt et ekstra værelse fra nabolejligheden i opgang K st. th.. Dette er nu i 2010 blevet tilbageført til normale lejlighedsstørrelser.
Ideen var at Klintegaarden skulle være et funktionelt kollektivhus, hvor lejlighederne ikke behøvede at være store, fordi der var mange fælles faciliteter.
Der var pensionat i hele stueetagen i villaen ved opgang N. Her var det Gerda Lørris, som sørgede for maden, og mange unge fra opgang H bestilte aftensmad for en måned ad gangen. Man kunne dog også ringe dagen i forvejen og bestille et bord, hvis man f.eks. fik gæster. Det var meget hyggeligt med små borde, og man kunne også bestille morgenmad. Fru Lørris boede selv på 1. sal ved opgang N. Øverst i opgang N var der værelser.
Den gang var der også vaskemaskine, tørretumbler og strygerulle m.v. i kælderen ved den anden oprindelige villa, opgang M. Fru Bonde kunne vaske beboernes tøj og levere det nystrøget og repareret tilbage. Hun gjorde også rent i Klintegaarden.
I stueetagen ved opgang M var der selskabslokaler, som man kunne leje. De blev også brugt til gymnastik i en periode. På førstesalen i opg. M var der i mange år en selefabrik.
Der var billiard- og motionsrum, der hvor arkitektfirmaet har til huse nu.
 Både på tagterassen og den underste terasse mod vandet, var der flere hvide borde og stole, og hvis det blæste for meget kunne man gå ind i vinterhaven, som er det ”glasbur”, der i øjeblikket er lejet ud til arkitektfirmaet. 

Det var der mange, der brugte.
I det hele taget var der meget mere liv i Klintegaarden den gang. Børnene legede i gården hvor der var legeredskaber. Da Henny var 22 år døde hendes far i 1942. Det betød at hende og moderen skulle hjælpe hinanden med at drive skotøjsfabrikken videre. Henny rejste rundt i landet og afsatte fabrikkens produkter. Når hun var i Århus hjalp hun til med regnskab og meget mere. Senere blev hun hjemmegående.
De 5 krigsår husker Henny tydeligt, men hun husker ikke, at der var ret meget ballade i Klintegaarden. Det meste af øverste etage på vandsiden var lejet ud til tyskere, som betalte husleje og brugte det til kontorer. Bl.a. i opgang K, 3. sal og i opgang I boede der tyskere. I andre lejligheder boede folk, som var frihedskæmpere. Men ingen af parterne skiltede særlig meget med det, og alle hilste pænt og høfligt på hinanden. Godt nok blev en sagfører skudt få meter fra sin opgangsdør, fordi han var modstandsmand. Senere blev en mand i opgang E, der stod i sin stue og kiggede ud over havnen, ramt af et vådeskud og døde. Endelig var der Arthur Sørensen, som arbejdede på skofabrikken. Han blev en dag afhentet af tyskerne, fordi han havde et helt lager med overnatningsmulighed på loftet af skotøjsfabrikken. Han overlevede kz-lejren og kom hjem med de blå busser. Når der kom luftalarm, skulle man gå ind i kælderen ved opgang M. Det kunne nogenlunde fungere som beskyttelsesrum. Men alt i alt levede Henny er normalt liv, synes hun. Da krigen var slut, flyttede alle tyskerne ud igen.
Omkring 1951 blev Henny gift med Poul, som døde i 1979. Men dengang var det god latin at bo i den kommune, hvor man arbejdede, så man også svarede skat der. Nok især inden for visse erhverv.
Derfor flyttede parret til Søvangen i Brabrand ca. i 1952, hvor manden blev filialbestyrer í Århus Privatbank.
I 1954 fik de sønnen Erik, men Henny savnede Klintegaarden, og allerede efter 3-4 år i Brabrand fik den lille familie en lejlighed i opgang A, 2. sal. Det var reglen at nye indflyttere kun kunne leje en lejlighed ud mod vejen. Derfor blev det opgang A i 1956.
1. august 1959 fik familien lov til at avancere til vandsiden. Det blev til Hennys nuværende lejlighed, som er opgang K st. tv.. Det er en 2½ værelses lejlighed, som fremstår i næsten oprindelig stand. Fra den tid havde Henny gode bekendtskaber som Åse Knub og fru Funck-Jensen i opgang I. Den sidste havde 4 børn og fik derfor lov at lægge 2 lejligheder sammen. Således er opgang I, 1. sal nu en stor lejlighed på 170 kvadratmeter. Børge Funck-Jensen drev en automatfabrik, som han havde arvet fra faderen. Fru Tage Hansen, som boede i opgang E, stuen, havde en bridgeklub.
Der kørte sporvogne på Skovvejen, og Henny kan endnu huske den hvinende lyd fra hjulene, når sporvognen drejede op ad Trøjborgvej. Der kørte sporvogne helt op til 1971.
I Klintegaardens forretningsarkade var der ismejeri (fru Sørensen), købmand (Hedegård), delikatesse, kiosk (Henriksen, der boede i opgang K), bager, blomsterhandler og senere en dameskrædder. Ikke alle var der samtidig, men beboerne behøvede ikke at gå op på Trøjborg for at få de daglige fornødenheder. Fra ismejeriet hentede man en halv eller en kvart stang is til isskuffen hjemme i køkkenet.
I tidens løb har flere kendte mennesker boet i Klintegaarden. Flere skuespillere boede her i perioder, mens de var på Århus Teater. Poul Hagen er den som Henny husker bedst, men også Lise Ringheim og Henning Morritsen har boet her. Henny kender også den senere statsminister Poul Schlüter, som boede i opgang H, hvor lejlighederne var billige. Her var der fest og glade dage.
Hvis Henny skal give den fremtidige Klintegaarden et par ord med på vejen, så skal det være noget med liv. Når Hennys søn kommer hjem, siger han: ”Er det virkelig Klintegaarden, her er jo ikke meget liv tilbage”. Det kunne være skønt, hvis man igen kunne høre børnestemmer i gården og hvis der igen kunne komme borde og stole med masser af liv på de fælles terasser.

Interwievet er skrevet af Ove Nyrnberg i efteråret 2010.

Bogen "Peter Gruppen", skrevet af Frank Bøgh, handler om tysk terror i Danmark i slutningen af anden verdenskrig. Bogen blev oprindeligt udgivet at forlaget Documentas. I dag udgives bogen af Peoples Press, hvor den stadig kan købes. Forlaget "Documentas" gav i sin tilladelse til at gengive følgende fortælling.
Torsdag den 3. februar 1944 var det ikke særlig koldt i Århus, hele februar måned havde været forbavsende lun, og netop på denne dag var det nærmest vindstille og en lille smule diset.
Landsretssagfører Holger Christensen forlod sit kontor i Århus midtby sidst på eftermiddagen. Han kiggede på sit lommeur på vej gennem forkontoret, da han sagde farvel til sin sekretær.
Klokken var præcis 17.00, og for den 56-årige advokat og enkemand var præcision og nøjagtighed helt grundlæggende dyder.
Advokaten var som sædvanlig iført en Prince of Wales-ternet habit, brune blankpolerede sko samt en grånistret ulster i raglanfacon, hans hovedbeklædning var, som en selvfølge, en blød grå Borsalino filthat.
Advokaten kørte hjem med Århus Sporvejes linie 2 og stod af ved stoppestedet på Trøjborgvej lige over for Klintegaarden, hvor han havde sin lejlighed. Landsretssagføreren lagde næppe mærke til den mand, der stod over for stoppestedet og kiggede på ham. Det var unterscharführer Fritz Himmel fra SS-enheden Sonderkommando Dänemark, også kaldet Peter-gruppen, der ventede på ham ved stoppestedet. SS-manden fulgte ham over til Klintegaarden, hvor advokat Christensens lejlighed lå på anden sal i nummer 44 opgang E, og hvor husbestyrerinden ventede med aftensmaden, der blev serveret på slaget klokken 18.00. 

Advokaten lagde nok heller ikke mærke til den mand, der stod i mørket lige ved det lille buskads, der voksede omkring et lille havehus, der var placeret cirka 30 meter fra opgang E. Denne mand, Oberfähnrich Droos ligeledes fra Sonderkommando Dänemark, stod med en engelsk lydløs pistol i højre hånd og ventede. Pistolen stammede fra nogle nedkastede containere, som tyskerne havde beslaglagt fra modstandsbevægelsen. Advokaten skråede over den flisebelagte gård mod opgangen, og da han passerede cirka 10 meter fra havehuset og vendte ryggen til, løftede Droos pistolen, tog nøje sigte og trykkede langsomt aftrækkeren i bund.

Advokat Christensen hørte formodentlig aldrig det plop som den lyddæmpede pistol gav fra sig, og han mærkede givetvis heller ikke det fuldkappede projektil, der gennemborede Borsalinohatten, fortsatte gennem hans nakkelap, trængte gennem hjernen og ud nederst i panden over højre øje.
Advokaten styrtede om, dræbt på stedet. De to tyske SS-folk forlod bebyggelsen og slentrede i ro og mag op ad Trøjborgvej til Gestapos hovedkvarter i Universitetsparken, hvor de aflagde rapport til Sonderkommando Dänemarks leder Otto Schwerdt.
Aktionen havde været en succes. Hvorfor netop advokat Christensen var blevet udtaget som offer er aldrig blevet afklaret, ud over at Schwerdt siden hen fortalte under en afhøring, at landsretssagføreren bare var et tilfældigt offer.

Fra "Peter-Gruppen" af Frank Bøgh, forlaget Peoples Press

Børge var ansat som portner i Klintegaarden i 25 år frem til 2006 og virkede derefter som viceværtsafløser i Klintegaarden helt frem til din død i 2024. Han var meget afholdt af beboere og bestyrelse.
Nedenstående er skrevet i april 2005 af Estrid og Nicolai fra Klintegardens husavis (der ikke eksisterer længere).
Vores portner Hr. Børge Sørensen har efterhånden arbejdet her i Klintegaarden i ca. 24 år. Vi tog en snak med ham om hans tid i Klintegaarden, de bedste oplevelser, den bedste tid og ikke mindst hvad fremtiden bringer for ham og hans dejligt lange og prisværdige forhold til Klintegaarden.
Det startede med at Børge blev ansat ved Texaco i 1979 af en beboer i Klintegaarden, Mogens Jørgensen. Kort efter ansættelsen kom fjernvarmebølgen over Danmark og Børge blev desværre fyret igen. Mogens Jørgensen havde dog i længere tid ønsket en portner til Klintegaarden – og da han jo allerede havde Børge inden for rækkevidde og kendte til hans store indsats, blev han hyret til dette job, som han jo bestrider den dag i dag.
Ifølge Børge er den største og bedste oplevelse, han har haft til dato, Klintegaardens 60 års fødselsdag. Arbejdet med et stort telt over springvandet (som ingen vidste hvordan skulle sættes op!) og den dejlige fest med musik, sang og god stemning står som den største og bedste oplevelse. 

Børge glæder sig således (og opfordrer) til endnu en fest i 2006 på Klintegaardens 70 års dag. Børge har udrettet så mange store ting for os gennem årene her i Klintegaarden, så det er lidt pudsigt, at det projekt, han er mest glad for at have gennemført, er et nutids og aktuelt problem, nemlig rydning af urskoven på skrænten og plantning af ikke mindre end 950 efeu – alt sammen for at skabe et godt forhold til de nye naboer ned mod havnen. Vi ønsker ham held og lykke med dette og glæder os til at se det færdige resultat og håber de nye naboer også påskønner hans indsats!
Det mest underlige/irriterende problem Børge har afhjulpet i Klintegaarden er at løbe rundt og fange rotter i vaskekælderen (historien melder ikke om, hvornår den sidste rotte blev fanget!). Der har sikkert været andre og flere, men de mere personlige blev vi enige om, at han skulle holde for sig selv og ikke egnede sig til trykning i husavisen.
I fremtidsperspektiv kan vi med glæde rapportere at Børges ryg har det fint, bare den får en hviledag fra tid til anden. Dette gør også, at vi helt sikkert har glæde af hans arbejdskraft i de næste år frem og det kan vi kun glæde os over!
Børge har jo næsten gjort sig uundværlig, og kun han kender ALLE krogene i byggeriet – hver opgangs særheder – og ikke mindst os der bebor dem (og vores særheder)!