Ove Christensen opførte Klintegaarden 1936-38

- af Ove Nyrnberg, redaktør af hjemmesiden
(Hans) Ove Christensen 1886 - 1971


(Hans) Ove Christensens barnebarn fortæller:

Klintegaarden er opført af (Hans) Ove Christensen, som var bygningsingeniør. Han har opført mange, måske 50-100, bygninger i Danmark.
Selv om han ikke havde en egentlig arkitektuddannelse, tegnede han også bygningerne og stod endda nogen gange også selv som bygherre.
Han var fascineret af de muligheder som jernbetonen gav og han var optaget af gode, funktionelle bygninger, som også skulle se ordentlige ud.
Endvidere var han optaget af de kollektivhus-tanker, som vandt frem i Europa i 30-erne.
 
Følgende er en beretning fra Ove Christensens barnebarn, psykolog Alice Lyngaa fra Birkerød, således som hun husker sin morfar - her i marts 2011.
Ove Christensen døde i 1971 – 85 år gammel - og frisk til det sidste. Hans søn, Børge, overtog firmaet. Det eksisterer stadig i dag, i Fredericia, men er nu udelukkende et entreprenørfirma, som nu er ledet af Alice Lyngaa's fætter.
Man kan læse meget mere om Ove Christensen i det arkitekturhistoriske tidsskrift ”Architectura”  nr. 27 fra 2005. Her er Alice Lyngaa Jørgensens mor, Åse Lyngaa, nævnt.
 
Alice Lyngaa var i 20’erne, da hendes morfar døde. Hun havde haft et tæt forhold til ham, og husker hvordan han konstant gik og snakkede om ideer, projekter, tal og beregninger.
Men han var også meget optaget af at det skulle være godt for mennesker at bo i hans byggerier – f.eks. var det en menneskeret at have altan, hvorfor han ikke har opført noget uden altaner.
Ove Christensen var så optaget af at følge sine byggerier, at han nogle gange flyttede ind i en campingvogn ved byggepladsen, for at kunne følge det tæt.
Efterstående fik han af og til klausuler på bygningen, således at der skulle anvendes samme gardiner i alle vinduer, så det kunne se ordentligt ud udefra.
Ove Christensen kone, Astrid, var en lidt stille person, men havde også sine meninger. Hun sagde f.eks. at han lavede alt for små køkkener, men at det nok var fordi han aldrig havde sin gang i et køkken. Han var meget forelsket i hende og gav hende en rose hver lørdag. Barnebarnet opfattede hende som sin morfars muse.
 
Ved et af byggerierne havde en ansat stjålet så mange materialer m.v. at det til sidst blev opdaget og Ove Christensen kørte ud for at tale med manden, som havde opført et hus af bl.a. disse materialer. Ove Christensen skulle herefter have udtalt, at det værste var ikke at medarbejderen havde stjålet materialerne, men at han havde opført et så grimt hus af dem.
På sine ældre dage fortrød Ove Christensen af og til at han havde været med til at indføre beton som byggemateriale i Danmark. Det blev, efter hans opfattelse, misbrugt til at bygge store højhuse uden gode muligheder for de mennesker, der skulle bo i dem.
 
Ove Christensen boede i en del år i Nørager ved Fredericia. Det var et stort hus med tjenestefolk og det hele, hvilket må have været specielt idet han selv kom fra fattige kår. Men barnebarnet syntes aldrig han blev snobbet af det.

Sidst i livet ombyggede han en stor villa, ved navn Stella Maris, til 4 ejerlejligheder. Han beboede selv den ene på sine gamle dage. Villaen lå ved Helsingør, tæt ved Marienlyst Hotel.
I Helsingør byggede han i øvrigt ”Grønnehave” som også er et kollektivhus. Det fungerer stadig, med bl.a. en dejlig vinterhave, hvor beboerne og gæster kan opholde sig og læse avis mellem palmer og grønne planter. Et levende sted, som Ove Christensen lagde vægt på der skulle være i hans byggerier.
 
Ove Nyrnberg, marts 2011.
 

Ove Christensen og fru Astrid

Herunder ses 2 foto's af boligen, Nørager, som Ove Christensen byggede til sig selv ved Fredericia.
Her blev familiens børn og unge inviteret til at bo hele sommeren.

 
Lav din egen hjemmeside med mono.net